Jeg kan lige så godt begynde med at gå til bekendelse: Jeg skriver artikler om, hvor vigtig god og regelmæssig søvn er, til langt ud på natten. Jeg videreformidler sundhedseksperters budskaber, mens jeg med nyklassisk foroverbøjet nakke guffer mazarintærte til frokost foran computeren. Jeg har cd'er med afslapningsmusik og meditationer, men jeg bruger dem ikke.


Jeg ved alt, hvad der skal til for at leve et godt, sundt og harmonisk liv. Alligevel er jeg gammeltræt og ligner en mand på 60, selvom jeg er en kvinde på 41 år. Jeg har myoser fra gulv til loft, jeg har spændingshovedpiner, og jeg sover for lidt. Jeg glemmer at spise, og når jeg husker det, har jeg ikke tid til at lave noget ordentligt, så det sidste års tid er yderflæsket udvidet. Jeg træner aldrig, for hvis jeg kan afse en time, vil jeg hellere tage en lur. Jeg glemmer at svare på mails og sms'er, og jeg har konstant en følelse af at løbe, men alligevel altid være bagefter.


Krop og psyke i balance

Min veninde, der ved en ting eller to om stress og sundhed, anbefaler mig at gå til en Body Self Development's System-terapeut. Jeg har ellers i flere år tænkt: "Når bare jeg lige kommer over denne her hurdle, så fikser jeg det." Men al empiri viser, at det gør jeg ikke. For der er altid liiige en deadline, et indretningsprojekt, en lur, en ny deadline...


Målet med behandlingen er at få krop og psyke i balance, og det er en tilgang, jeg er ret vild med. Da jeg taler i telefon med Camilla Sternberg, som er Body-sds-terapeut og Reiki-healer, siger hun, at jeg i den perfekte verden skulle holde fri i to måneder, hvor der ikke var et eneste krav til mig. Men det kan jeg ikke. Jeg er selvstændig, jeg har en søn på tre år, og den butik skal køres. Hun siger, at hver session hos hende kan have den samme effekt på krop og psyke som en uge eller to på sofaen.


Den følelsesmæssige skraldespand

Det viser sig, at hun har helt ret. Da jeg går fra min første behandling er det med en følelse i kroppen, jeg ikke har haft i årevis. Afspændt, let, rolig. Jeg har gået til fysioterapeut, kiropraktor, massør, healing og kropsterapi, men jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg spadserer i stille tempo med hænderne i lommen, hvor jeg plejer at halse af sted med mobilen i hånden. Jeg kan rent faktisk rette ryggen og få skuldrene tilbage. Og jeg oplever, at den ro, jeg føler i både hovedet og kroppen, gør, at jeg faktisk kan tænke over det, vi har talt om. En session begynder med, at vi taler sammen om, hvad udfordringerne er. Det, kan jeg godt synes, er svært med et fremmed menneske, men det er det ikke med Camilla. Derefter er det op på briksen til en blanding af massage, stræk og tryk på særlige steder. Da hun rører mig første gang, siger hun, at det er som statisk elektricitet på et gammelt fjernsyn, fordi jeg er så spændt op. Undervejs i behandlingen taler hun om, hvad hun 'læser' i kroppen. Ikke mindst da hun laver særlige tryk ned i maven, som hun kalder vores følelsesmæssige skraldespand. Vi afslutter med en afrundende snak, og jeg er dybt imponeret og en lille smule forlegen over, hvad hun kan læse ud af min krop.


Overtræk

Det overordnede tema i vores første session var, at jeg skulle sætte mig selv først. Både min krop og min psyke er spændt op, og jeg er ude af kontakt med min krop. Det betyder, at jeg kommer ud af kontakt med mig selv, og alt bliver oppe i hovedet. Camilla beskriver det meget rammende som, at jeg ser min krop som et hylster, der bærer rundt på mit hoved. Og fortæller, at når man kommer så langt væk fra at få kroppen med, så laver man et større og større overtræk på kontoen. Når man, som jeg, skylder 200.000 plus renters rente på energikontoen, så skal der altså ændres noget. Jeg skal få mig selv spillet god i det setup, jeg nu engang har, og det indebærer, at jeg sætter mig selv først i en periode. Hvor det nu hedder barn–arbejde–sisyfospligter–praktik–mig, skal jeg snige mig selv først ind i den ligning.


− Der er aldrig nogen, der har stjålet en opvask, siger Camilla, og jeg indser, at jeg må leve med, at opvasken står et par dage, eller at min søn ikke bliver lige så serviceret, som han er nu. Fordi det faktisk er mit helbred, der står på spil.


Catch 22

Den afspændte og rolige fornemmelse holder tre-fire dage. Vejrtrækningen, som Camilla fik ned i maven, når stadigt længere ned. Og det er først hen mod vores næste aftale to uger senere, at jeg får spændingshovedpine, som jeg ellers plejede at have flere gange om ugen. Mange af mine veninder spørger: "Græd du?", for det gør alle åbenbart første gang til Body-SDS. Jeg gjorde ikke. Men det gør jeg anden gang.


Camilla får ramt et i alle betydninger smertepunkt, da hun trykker på den følelsesmæssige skraldespand og siger, at jeg skal lære ikke hele tiden at se andres udfordringer og behov og sætte dem over mine egne. At jeg bliver nødt til at gøre op med mit veludviklede pleaser-gen og min indlærte forestilling om, at jeg skal fikse, præstere og bidrage hele tiden for at være med. Camilla siger, at jeg ikke kan finde ro, fordi jeg lige nu ikke får ro, når jeg ikke yder. Tal om en catch 22.


Så dagens lektie er at styrke min egen kerne. At lære at trække stikket og sætte grænser. Uden forklaringer eller dårlig samvittighed. Om det er til min søn, mine venner, min kæreste eller mine kunder.


Otte timers søvn?!?

Det er noget af en udfordring, skal det vise sig. Jeg er selvstændig og dybt afhængig af, at mine kunder er glade og tilfredse. Så hvis en kunde ringer mandag eftermiddag og spørger, om jeg kan lave nogle tekster til tirsdag, siger jeg altid ja. Også selvom det kræver, at jeg arbejder til klokken to om natten.


Men jeg har jo ikke opsøgt Camilla for at gøre det samme, som jeg plejer, så første gang, jeg får en sådan henvendelse med en hastesag, siger jeg: "Jeg kan ikke nå det til i morgen, men jeg kan lave det til på torsdag". Og ved du hvad? Kunden siger bare: "Det er også fint, jeg er jo sent ude."


Bagefter har jeg sådan en rar følelse. Jeg satte grænsen, jeg satte mig selv først. Og ingen blev utilfredse.


På det mere lavpraktiske plan har jeg også udfordringer. Camilla har givet mig til opgave at sove otte timer hver nat, at spise ordentligt og regelmæssigt og hver dag at gøre noget, jeg godt kan lide i en halv time. Det sidste er ikke så svært. For mig er det at tale i telefon med en veninde, gå en tur, hente en chai latte midt på dagen, shoppe på nettet eller gå på loppemarked i weekenden. Men søvnen er svær. Jeg er udpræget B-menneske og elsker at være oppe til langt ud på natten. Det er også der, jeg arbejder bedst. Der, hvor jeg føler den største ro, fordi alle andre sover, og der ikke tikker mail efter mail ind. Og desuden er det jo svært at sove, når tankerne banker rundt i hovedet. Men når man har en lille dreng, der vågner klokken seks om morgenen, dur det ikke. Det kan jeg efter tre år sige med sikkerhed. Så jeg prøver, og det, at jeg kan trække vejret helt ned i maven efter, at Camilla har fået løst op for adskillige års spændinger, gør en kæmpe forskel.


Renselse

De næste to sessioner hos Camilla er lige så forløsende og fyldt med aha-oplevelser. For eksempel er det noget af en opvågnen at indse, at forløsning af gamle ar og mønstre ikke kommer alene af at forstå dem mentalt. Det kræver, at man får fjernet de spændinger, der er opstået af følelsesmæssigt ubehag. Camilla ser straks min hønemornakke, der er fuldstændig spændt op og fastlåst i en knapt så hensigtsmæssig foroverbøjning. Uden at spørge mig, siger Camilla, at den kommer af, at jeg som en hønemor, der forsøger at holde styr på alle kyllingerne, er konstant på vagt og har det, hun meget rammende kalder 'mor-anoreksi': Lige meget hvor meget jeg læser, anerkender, håndterer og tænker, føles det aldrig som nok. I min krop finder hun – helt uden at jeg har nævnt noget som helst – min overansvarlighed. Den grundlæggende tro på, at hvis jeg slipper, er der ingen, der griber. Det forunderlige er, at det føles, som om Camilla maser det ud af kroppen, som slipper med gisp og tårer. Og selv om jeg bliver åndssvagt selvbevidst i lige den situation, er det så utroligt lettende. Ikke bare lige bagefter, men længe efter. Det føles som en renselse, som fysisk at få alt det gamle – ja, lort – der bare kører rundt og rundt, ud af kroppen og sindet. Så der er plads til den, jeg er nu.


Og hvad så nu?

De fire sessioner hos Camilla har rykket mere end noget andet, jeg har prøvet (og jeg har prøvet en del, skulle jeg hilse at sige). For det første er tilgangen med at behandle både psyke og krop genial. For det andet er det så rart og forløsende, at det er løsningsorienteret og fremadskuende. Camilla ser knivskarpt, hvad udfordringerne består i og bunder i – og hjælper med at løse dem og give værktøjer til, hvordan jeg selv kan arbejde videre. Og det virker. Jeg er begyndt at spise morgenmad og frokost. Hver dag, og ikke mazarintærte. Jeg ligger i min seng før midnat og arbejder mig langsomt hen imod klokken 23. Jeg sætter langt flere grænser over for mine omgivelser, hvilket både giver styrke og luft. Jeg sætter i højere grad mig selv først og tager mig selv alvorligt på en anden måde og er bedre til at få hjælp, så jeg selv kan få mere næring og have noget at give af. Mine spændingshovedpiner er nærmest forsvundet. Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg op til flere gange dyrket yoga foran YouTube.


Læs artiklen på Alt for damerne HER